I Akrysmirs verden mødes mennesker, elvere og andre væsner, hver med deres egen historie, overbevisning og plads i fortællingen. 
Nogle drives af tro, andre af pligt, kærlighed eller magtbegær. Deres valg former ikke blot deres egen skæbne, men også livet for dem, de møder på deres vej.

Lær karaktererne fra Akrysmir, Datter af Alamar at kende.

AKRYSMIR – DATTER AF ALAMAR

Akrysmir er den eneste af sin slags.

Med sin lange, slanke skikkelse, lyslilla hud og usædvanlige, lysegrå øjne, hvor hvide stråler glimter som stjerner, besidder hun en skønhed, der synes at høre en anden verden til.

Men hendes liv handler ikke om skønhed.

Det handler om tro.

Akrysmir er viet til ildgudinden Sashshi, hvis love udgør grundlaget for hele hendes tilværelse. For hende er gudinden langt mere end en guddom, der skal tilbedes. Sashshi er hendes vejleder, beskytter og den moderlige skikkelse, som hun nærer en dyb og ubetinget kærlighed til.

Hendes beslutninger udspringer af denne hengivenhed.

Akrysmir er målbevidst og kompromisløs. For hende står gudindens vilje over andre væseners personlige ønsker og behov. Hun betragter sin opgave som en hellig forpligtelse, og den, der forsøger at forhindre hende i at opfylde den, risikerer at blive tilsidesat.

Men hendes urokkelige tro betyder ikke, at hun er uden kærlighed eller omsorg.

Hun knytter sig til dem, der forstår hendes væsen og respekterer hendes mål, selv om hun ikke altid forstår de behov, der driver dem.

For Akrysmir er samfundets indviklede relationer langt fra naturlige. Hun har kun et begrænset kendskab til, hvordan mennesker og andre væsener lever sammen, og hvorfor venskaber, samhørighed og nærhed betyder så meget for dem.

Endnu mere fremmed er den romantiske kærlighed.

Dens følelser følger ingen logik, hun kender, og hun har svært ved at forstå, hvilken plads de skulle have i den skæbne, hun mener at være skabt til.

Alligevel bringer hendes rejse hende i kontakt med væsener, hvis liv og værdier er ganske anderledes end hendes egne.

Og langsomt begynder hun at opdage, at tilværelsen rummer mere end den opgave, hun har viet hele sit liv til.

For hvad sker der, når et væsen, der altid har kendt sin plads i verden, begynder at opdage alt det, hun aldrig har lært at forstå?

ISADOR – DEN BLODRØDE DRAGERIDDER

Isador er højelver, drageridder og en erfaren kriger, der gennem århundreder har udviklet sine færdigheder til noget ganske ekstraordinært.

Med sine 250 centimeter og sin imponerende, kraftige kropsbygning fremstår han for mange mennesker snarere som en kæmpe end blot en usædvanligt stor mand. Hans fysiske styrke og de to Lyk-blade gør ham til en modstander, de færreste ønsker at stå over for.

Men Isador opsøger ikke kampe for fornøjelsens skyld. Han kender sine evner og har intet behov for at demonstrere dem uden grund.

Af natur er han tavs, alvorlig og indelukket. Han taler sjældent mere end nødvendigt og afslører ikke gerne sine tanker eller hensigter. Men hans tilbageholdende væsen forhindrer ham ikke i at tilpasse sin fremtoning, når en situation kræver det.

Bag hans rolige og selvsikre ydre findes en mand, der betragter verden med en strategs blik.

For Isador handler magt ikke nødvendigvis om at sidde på en trone eller bære en krone. Den findes lige så meget i alliancer, forbindelser og evnen til at forstå, hvem der har indflydelse, og hvordan den kan udnyttes.

Han er tålmodig og beregnende. Hvor andre handler på øjeblikkets indskydelser, foretrækker han at vurdere situationen og dens mulige konsekvenser.

Han forstår, at det nogle gange er nødvendigt at træde tilbage for senere at opnå en fordel. Men selv når omstændighederne kræver tilpasning, søger han at bevare sin position og den indflydelse, han allerede besidder.

Isador føler sig ikke forpligtet til at gribe ind i enhver konflikt, han bliver vidne til. Andres stridigheder er ikke nødvendigvis hans anliggende, og han ser sjældent nogen grund til at involvere sig, medmindre det tjener et formål.

Han dræber ikke uden grund og tager ikke fra andre, blot fordi han har styrken til det. Heller ikke den frygt, hans størrelse kan vække, har nogen værdi for ham, medmindre den kan anvendes til noget.

Men når han først beslutter sig for at handle, kan han være ubarmhjertig.

Han føler sig ikke forpligtet til at tilbyde en modstander en ærefuld duel eller en ny chance. For ham er det afgørende, om handlingen fører til det ønskede resultat, ikke nødvendigvis om fremgangsmåden lever op til andres forventninger.

Isador følger sine egne principper og den forståelse af verden, som århundreders erfaring har givet ham.

Han ved, at selv den største fysiske styrke kan vise sig utilstrækkelig, hvis den anvendes på det forkerte tidspunkt.

For nogle gange ligger den største magt ikke i at kunne besejre en modstander, men i at vide, om det overhovedet er nødvendigt.

NIVA – NEKROMANTIKEREN

Langt fra kongernes sale og de levendes trygge verden findes en magi, som de fleste ville frygte at nærme sig.

For Niva er døden ikke nødvendigvis en afslutning. Den er en kraft, hun har lært at arbejde med.

Med sin høje, elegante skikkelse, der bringer hende i øjenhøjde med de fleste mænd, sit flammende røde hår og sine smaragdgrønne øjne er Niva en kvinde, der sjældent går ubemærket hen. Men hendes farligste egenskab er ikke nødvendigvis hendes magi.

Det er hendes evne til at forstå andre.

Niva er selvsikker, provokerende og skarpsindig. Hun behøver sjældent hæve stemmen for at få en reaktion. Et spørgsmål, en antydning eller et skævt smil kan være tilstrækkeligt til at få andre til at afsløre mere, end de havde tænkt sig.

Hun lægger mærke til tøven, usikkerhed og de følelser, andre forsøger at skjule. Og opdager hun en svaghed, er hun ikke tilbøjelig til at lade den være i fred.

Men hendes selvsikkerhed betyder ikke, at hun er uden frygt.

Niva kender frygten og forstår dens magt. Hun ved, hvordan den kan påvirke beslutninger, skabe lydighed og få selv stærke modstandere til at vakle.

Som nekromantiker tjener hun De Ulevendes Binder, en magtfuld herre, der kræver loyalitet og ikke tolererer svigt. Men Niva er langt fra en tankeløs tjener.

Hun har sine egne ambitioner og en stærk vilje til at opnå indflydelse. For hende behøver loyalitet og personlig magt ikke at være modsætninger, så længe hun formår at navigere mellem dem.

Hun er heller ikke bange for at udfordre dem, der er hende fysisk overlegne.

Blandt dem, hun tidligere har stiftet bekendtskab med, er Den Blodrøde Drageridder, Isador.

Hvad der engang bragte deres veje sammen, er ikke umiddelbart til at gennemskue. Men Niva er ikke en kvinde, der nødvendigvis glemmer dem, hun har lært at kende.

Niva bevæger sig i en verden, hvor viden, frygt og magt er tæt forbundet. Hun forstår, at den stærkeste ikke altid er den, der bestemmer.

Men selv den, der er dygtig til at gennemskue andre, kan have svært ved at gennemskue de magter, hun selv har valgt at tjene.

For hvor meget magt kan man egentlig opnå, når ens egen skæbne afhænger af en mægtigere herres vilje?

OTHAR – AZURIS MAGIKER

Othar er en ung kampmaner fra Loralon, hovedstaden i det tropiske Sitris.

Han tilhører kamæleonfolket, hvis skællede hud kan skifte farve. Farverne bruges ikke blot til camouflage, men også til at udtrykke følelser og kommunikere med andre.

Med sine karakteristiske purpurfarvede fjer, sølvsmykker og selvsikre smil er Othar en ung mand, der sjældent holder sig tilbage fra at gøre opmærksom på sig selv.

Han er søn af general Tarkan, en højtstående officer under kong Hal. Hans familie forventer, at han en dag viderefører den militære tradition, men Othar har ganske andre ambitioner.

Han ønsker ikke at blive kriger.

Othar har viet sig til vandgudinden Azuri og bærer en stor akvamarin om halsen som tegn på sin religiøse tilknytning. Han besidder et usædvanligt talent for magi og behersker allerede færdigheder, som mange på hans alder endnu kæmper med at lære.

Hans største drøm er at blive en mægtig magiker, der beskytter andre, hjælper samfundet og bekæmper ondskab.

Men der er én grænse, han ikke ønsker at overskride.

Han vil ikke slå ihjel.

Denne overbevisning fastholder han stolt, selv om han er vokset op i et samfund, hvor krigskunst og militære bedrifter nyder stor anseelse.

Othar er charmerende, flirtende og fuld af store fortællinger om den fremtid, han forestiller sig. Han kan være både pralende og overdrivende, og skulle en lille usandhed gøre livet lettere, er han ikke nødvendigvis tilbageholdende med at benytte sig af den.

Han nyder også gerne de privilegier, hans fars position giver ham, selv om han ikke ønsker at følge den vej, familien har udstukket.

Bag hans tilsyneladende urokkelige selvtillid gemmer sig dog en ung mand, der tvivler mere på sig selv, end han lader andre forstå.

Andres anerkendelse betyder meget for ham. Han ønsker at blive respekteret for sine egne evner og ikke blot for sit familienavn.

Othar drømmer om storhed, måske endda om at være gudernes særligt udvalgte.

Men rejsen former ham mere, end han selv forestiller sig.

Det, han møder undervejs, forandrer ikke kun hans forståelse af verden og hans ansvar, men sætter også sine spor på ham.

Og selv om han har gjort sig mange forestillinger om den magiker, han en dag vil blive, har han endnu meget at lære om den verden, han ønsker at beskytte.

FLORIAN – DEN NYSGERRIGE ALF

Florian er en lille, vinget alf på omkring 12 år, fuld af liv, påfund og en næsten grænseløs nysgerrighed.

Men én ting skal slås fast.

Han er ikke en fe.

Florian er en alf, og den forskel tager han meget alvorligt.

Med sit livlige væsen, sine umiddelbare bemærkninger og sin næsten grænseløse nysgerrighed har han en særlig evne til at bringe både smil og forlegenhed frem hos dem, han møder.

Han siger ofte præcis, hvad han tænker, uden altid at forstå, hvorfor andre helst ville have været fri for at høre det.

For Florian er verden fuld af spørgsmål, og han ser sjældent nogen grund til ikke at stille dem.

Men bag hans barnlige fremtoning findes et væsen, der er vokset op med en ganske anden forståelse af livet end mennesker og mange andre folkeslag.

Alfer bliver ikke født som menneskebørn. Deres liv begynder som æg, hvorfra de udvikler sig gennem larve- og puppestadiet, inden de træder frem som små, vingede væsener med en udvikling, der omtrent svarer til et menneskebarn på tre-fire år.

De vokser heller ikke op med en bestemt mor eller far.

I alfekolonien er omsorgen et fælles ansvar. Alle de voksne tager del i opfostringen af de yngre, og ingen behøver at tilhøre en bestemt familie for at blive passet på.

For Florian er dette ganske naturligt.

Han har heller ikke det samme forhold til død og vold, som mange andre væsener har. Naturens brutalitet er en del af den verden, han kender, og synet af blod eller drab vækker ikke nødvendigvis frygt hos ham.

Så længe han ikke selv er i fare, kan hans nysgerrighed sagtens være stærkere end hans forsigtighed.

Men uden for alfekolonien opdager Florian noget, han ikke selv er vokset op med.

Familier.

Han møder væsener, der har deres egen mor og far, og som knytter sig til hinanden på måder, der adskiller sig fra fællesskabet i kolonien.

Det vækker en særlig længsel hos ham.

Ikke fordi han har manglet omsorg, eller fordi han ønsker at fornægte sit ophav.

Men fordi han bliver nysgerrig efter at opleve, hvordan det føles at være nogens særlige barn.

Florian lægger sjældent store planer for fremtiden. Han følger sin nysgerrighed, sine følelser og de mennesker, han knytter sig til.

Og nogle gange kan ønsket om at høre til føre én langt længere væk hjemmefra, end man nogensinde havde forestillet sig.

DE ULEVENDES BINDER – HERREN OVER DE ULEVENDES HÆR

Døden er afslutningen på ethvert levende væsens eksistens.

Men for De Ulevendes Binder betyder døden ikke nødvendigvis, at kroppen skal forblive i graven.

Han er et ophøjet væsen fra et rige, hvor guderne har deres hjem. Ikke en gud, men et levende væsen med kræfter og en eksistens, der adskiller ham fra dem, der bebor den jordiske verden.

Langt fra de levendes verden råder han over en dimension fyldt med resterne af dem, der engang levede. En hær af ulevende skikkelser, som hverken besidder minder, følelser eller selvstændig vilje.

De er ikke genopståede sjæle.

De er tomme kroppe, som gennem magi kan bringes til bevægelse og underlægges en andens vilje.

Fra sin enorme trone af gammel sten, kronet af en drages knogler, udøver Binderen sin magt over kræfter, som de fleste levende knap tør forestille sig.

Hans ansigt forbliver skjult under den mørke hætte, og hans egentlige hensigter er kendt af ganske få.

Men hans indflydelse rækker langt ud over hans egen dimension.

Gennem nekromantikere, tilhængere og andre væsener, der har knyttet deres skæbne til ham, kan han lade sin vilje række ind i de levendes verden.

Han råder også over de levende skygger, mørke skikkelser uden fysisk krop, som kan berøve deres ofre både livskraft og magisk energi.

De Ulevendes Binder kræver lydighed og tolererer ikke svigt.

Men hans magt bygger på mere end frygt og nekromanti.

Han forstår værdien af viden, hemmeligheder og de muligheder, der opstår, når andre ønsker sig noget, de ikke selv kan opnå.

For den, der søger magt, kan et løfte være lige så bindende som en forbandelse.

Og Binderen har sine egne mål.

Mål, der rækker længere end herredømmet over en hær af døde kroppe.

For hvad sker der med en verden, når et væsen med så omfattende magt begynder at udfordre grundlaget for de levendes magi?

DRAÚLL – VAMPYRDROTTEN

Dybt inde i Den Forbandede Skov, hvor mørket synes at have slået rødder, hersker vampyrdrotten Draúll.

Hans slot er et sted, hvor skønhed og uhygge eksisterer side om side, og hvor selv stilheden kan føles truende.

Draúll er en ældgammel vampyr, der har haft århundreder til at mestre tålmodighedens og magtens kunst. Han er vant til at befale og til at lade andre handle på sine ordrer. Hans rolige fremtoning er ikke nødvendigvis et tegn på mildhed, men på en selvsikkerhed, der er opbygget gennem århundreders ubestridte herredømme.

Der findes herskere, som kræver opmærksomhed, og så findes der dem, der allerede forventer at have den.

Draúll tilhører den sidste slags.

Hans største magt ligger i den autoritet, som ingen vover at udfordre.

Han behøver ikke hæve stemmen, true eller demonstrere sin styrke for at blive adlydt. Hans ord er nok, og hans position som hersker bliver ikke draget i tvivl.

End ikke hans egen bror, Ifendin, vover for alvor at udfordre hans autoritet.

Ifendin lægger ikke skjul på sine ambitioner. Han nyder sin egen magt og kan give udtryk for et ønske om større indflydelse. Men Draúll betragter ham først og fremmest som sin lillebror, ikke som en rival.

For Draúll er Ifendins ambitioner ikke nogen reel trussel mod hans herredømme. Han ser ingen grund til at frygte en magtovertagelse fra den bror, hvis styrke og tilbøjeligheder han kender så godt.

Denne urokkelige selvsikkerhed præger hans måde at herske på. Hvor andre søger at bevise deres overlegenhed, betragter Draúll sin egen som en selvfølge.

Som vampyrdrot hersker han over mere end et slot. Han behersker også mørke kræfter, der gør ham til en farlig modstander, selv for en erfaren kriger.

Men hans magt er ikke alene et spørgsmål om overnaturlige evner eller fysisk styrke. Den ligger også i den respekt og frygt, han indgyder, og i den ubestridte autoritet, som omgiver ham.

Bag hans beherskede fremtoning gemmer sig en skabning, der er alt andet end ufarlig.

For hvad frygter man mest – et monster, der viser sine tænder, eller et, der blot smiler og venter?

IFENDIN – VAMPYRDROTTENS BROR

At være bror til en mægtig hersker betyder ikke nødvendigvis, at man ønsker at stå i hans skygge.

Ifendin er vampyr og bror til Draúll, herskeren over slottet i Den Forbandede Skov. Han er en skabning med århundreders erfaring, betydelig styrke og en selvsikkerhed, der ikke altid efterlader plads til høflighed.

Hvor Draúll ofte møder andre med kølig beherskelse, er Ifendin mere tilbøjelig til at udfordre dem direkte. Han nyder at mærke sin egen magt, afprøve andres grænser og demonstrere sin overlegenhed.

Men hans største fare ligger ikke i hans fysiske styrke.

Ifendin besidder evnen til at overtage kontrollen over andre menneskers vilje, tanker og bevægelser.

Han kan fratage et menneske kontrollen over dets egne handlinger og lade sin egen vilje træde i stedet. Den, der rammes af hans magt, risikerer ikke blot at blive besejret, men at miste retten til selv at bestemme, hvad vedkommende tænker og gør.

Det gør Ifendin til en særlig farlig modstander. For hvordan forsvarer man sig mod en fjende, der kan vende ens egen vilje imod én?

Ifendin forstår også værdien af fristelser, løfter og de ønsker, som andre helst holder skjult. Han ved, at magt ikke nødvendigvis skal erobres med vold. Nogle gange kan man opnå langt mere ved at tilbyde et menneske netop det, det længes efter.

Og Ifendin er ikke nødvendigvis tilfreds med den plads, han har fået ved sin brors side.

For er det nok at stå tæt på magten, hvis man selv drømmer om at besidde den?

Udødelighedens pris

Ifendin og Draúll blev ikke født som vampyrer. De blev født som mennesker.

Men ønsket om at bevare deres ungdom, deres skønhed og deres liv uden dødelighedens uundgåelige afslutning førte dem til De Ulevendes Binder, som besidder magten til at ændre livets naturlige gang.

Han tilbød dem udødelighed, men ikke uden betingelser.

For at opnå evig ungdom måtte de indgå en pagt, underordne sig hans vilje og tjene hans formål. De skulle udføre hans ønsker og acceptere de ofre, som udødeligheden krævede.

De måtte give afkald på dagens lys. Ikke fordi solens stråler ville dræbe dem, men fordi lyset ville genoptage deres naturlige aldring.

Og for at opretholde deres udødelighed måtte de betale en endnu mørkere pris.

De skal indtage ufødt liv.

Ikke blot blod, men liv, der endnu ikke er blevet født.

Ifendin og Draúll er stadig levende mennesker, som fortsat kan skabe nyt liv. Alligevel kræver deres evige ungdom, at andet liv ofres.

De kendte betingelserne, før de indgik pagten. Der var ingen skjulte krav eller uvidenhed om konsekvenserne.

De traf deres valg.

Og de har stadig et valg.

De kan ophøre med at indtage ufødt liv og igen lade sollyset berøre deres hud. Deres naturlige aldring vil da fortsætte, hvor den engang blev sat på pause.

De vil ikke visne bort på et øjeblik, men ganske enkelt igen blive underlagt den dødelighed, de forsøgte at undslippe.

De kan vælge at leve og ældes som almindelige mennesker.

Men de vælger fortsat at betale prisen for evig ungdom.

For Ifendin er udødeligheden ikke blot en måde at undslippe døden på. Den er også en kilde til styrke, muligheder og magt. Og han er ikke en skabning, der nøjes med at betragte verden på afstand, når han selv kan påvirke den.

Hans skønhed er ikke et tegn på uskyld, og hans udødelighed er ikke en nødvendighed.

Han var menneske, da han indgik pagten.

Og menneske er han stadig.

For er det udødeligheden, der gør et menneske til et monster – eller de handlinger, mennesket selv vælger?

DRONNING KINLI – HERSKERINDE OVER RIONS UNDERVERDEN 

Dybt under bjergene ligger Rions underjordiske dværgerige, hvor generation efter generation har levet afskåret fra verden ovenfor.

Her regerer dronning Kinli over et folk, der gennem mange århundreder, måske endda årtusinder, har værnet om sin isolation.

Rigets indgange er skjult bag barrikader, labyrintiske passager og dødelige fælder. Fremmede er ikke velkomne, og enhver, der alligevel trænger ind, skal føres frem for dronningen.

Kinli tilhører en af de dværgeslægter, der har levet længst i underverdenen. Gennem generationerne har hendes slægt udviklet en usædvanlig lys pigmentering, der giver hende et næsten overjordisk udseende.

Hun er omkring en meter høj, med korte ben, en bred, kraftig kropsbygning og et fyldigt, glat ansigt. Hendes hud er meget bleg, håret langt og skinnende hvidt, og hendes meget lyse, grålilla øjne har et næsten farveløst udtryk.

Hendes fremtoning er både fremmedartet og majestætisk.

Hun bærer en elegant, hvid klædedragt med bløde, faldende lag, mens overdådige smykker af guld og farvestrålende ædelsten vidner om dværgerigets rigdomme og enestående håndværk.

Over det lange hvide hår rejser sig en høj, kunstfærdig krone, der understreger hendes plads som rigets øverste myndighed.

Kinli er en streng og bestemt regent, der forventer respekt og ubetinget lydighed.

Hendes rige har sine egne regler og traditioner, men hun har en betydelig personlig frihed til at afgøre sine undersåtters skæbne. Hun kan tildele særlige beføjelser, vise nåde eller træffe afgørelser efter sin egen vurdering.

Blandt sit eget folk kan hun være mindre formel og endda vise humor, men over for fremmede er hun langt mere ubarmhjertig.

Det er en udbredt forestilling blandt dværgene, at enhver udefrakommende, som trænger ind i riget, vil blive henrettet. Men det er ikke en nedskrevet lov. Den endelige beslutning tilkommer dronningen.

Kinli er ikke en herskerinde, der uden videre lader sig bevæge af andres vanskeligheder.

Hun er opmærksom på muligheder, som kan gavne hendes eget rige, og har få betænkeligheder ved at udnytte fremmede til at løse problemer, hun ellers har vanskeligt ved at komme til livs.

Hun kan være beregnende og kynisk, især når konsekvenserne rammer mennesker eller væsener, som ikke tilhører hendes eget folk.

Men hun er heller ikke uden respekt for mod, dygtighed og veludført arbejde.

Kinli værdsætter værdighed, gode manerer og den håndværksmæssige kunnen, som gennem generationer har skabt dværgerigets enorme rigdomme. Hun kan lade sig smigre af respektfuld opførsel, men også ændre sin vurdering af andre, når deres handlinger viser, at de fortjener hendes anerkendelse.

Og når hun først har givet sit ord, forventer hun ikke blot, at andre opfylder deres del af aftalen. Hun er også selv villig til at anerkende en opgave, der er udført med ære og styrke.

For Kinli er hendes folks interesser, rigets traditioner og hendes egen myndighed uløseligt forbundet.

Men for dem, der vover sig ind i Rions underverden, er det ikke nok at have et vigtigt ærinde.

De må først overbevise en dronning, der ikke har nogen grund til at hjælpe dem.

Og hvis hun beslutter sig for at give dem en mulighed, er det langt fra sikkert, at prisen er én, de kan overleve at betale.

KONG EVALD – DEN RETFÆRDIGE

I kongeriget Zarlor findes der én ting, som selv kongen må respektere.

Loven.

Kong Evald har fået tilnavnet Den Retfærdige, fordi han mener, at retfærdighed kræver klare regler, som gælder for alle, uanset stand, rigdom eller position.

Derfor skal enhver borger have mulighed for at kende rigets lovgivning, hvad enten man selv kan læse eller har behov for at få reglerne oplæst.

Ingen skal være i tvivl om, hvad der er tilladt, og hvilke konsekvenser det kan få at overtræde loven.

Evald har myndighed til at udforme og ændre rigets love, men hans personlige holdninger giver ham ikke ret til at tilsidesætte dem. Hverken adelige, præster eller kongen selv står over loven, og personlig sympati er ikke grundlag for benådning.

Viser en konkret sag, at lovgivningen er mangelfuld eller urimelig, er han villig til at ændre den. Men ingen lovændringer har tilbagevirkende kraft. En afsagt dom står ved magt efter den lovgivning, der gjaldt ved domfældelsen, uanset hvordan loven senere ændres.

Alligevel er Evald langt fra en kold eller utilnærmelig hersker.

Han værdsætter glæde og fællesskab og deltager gerne i de festligheder, der samler befolkningen i hovedstaden Ibiss. Her kan almindelige borgere få mulighed for at hilse på deres konge, mens fælles arrangementer blandt andet finansieres gennem de mere velhavende borgeres skattebidrag.

For Evald handler et velfungerende kongerige også om at skabe gode rammer for befolkningens hverdag.

Han ønsker fredelige forbindelser til nabolandene og søger ikke hæder gennem erobringer. Men han ved, at et fredeligt rige også må kunne forsvare sig. Derfor holder han sig selv trænet og deltager i militær planlægning sammen med sine generaler og rådgivere.

Han er bevidst om sin autoritet, men anerkender samtidig, at andre kan besidde større viden end ham selv.

Hans hustru, dronningen, er en højtstående magiker i Det Gyldne Tårn og besidder særlige evner til at søge viden gennem visioner. Evald værdsætter hendes indsigt og lytter til hendes råd, men træffer selv de beslutninger, der følger med kronens ansvar.

Privat er han ægtemand og far til både voksne børn og teenagere. Familien kender hans mere personlige sider, men også den særlige respekt, hans kongelige position kræver.

Religion har ligeledes sin plads i Zarlor. Evald anerkender guderne og værdien af præsternes guddommelige kræfter, men de hellige skrifters love står ikke over rigets lovgivning.

Den, der ønsker at leve under andre regler, står frit til at søge et andet land. Men inden for Zarlors grænser gælder Zarlors love.

Og selv om Evald gerne møder sit folk med venlighed og tålmodighed, er der aldrig tvivl om hans myndighed.

I tronsalen er en enkelt løftet hånd nok til at skabe fuldstændig stilhed.

For Kong Evald den Retfærdige er kronen ikke en undtagelse fra loven.

Den er ansvaret for, at loven gælder alle.

AWANDOR – LOVENS OG STJERNERNES RIDDER

Syd for Cyanhavet, på kontinentet Yeding, begynder historien om en ung præst, hvis vej fører ham langt fra sit hjemland.

Hans navn er Awandor.

Som ung rejser han til Ibiss, hovedstaden i kongeriget Zarlor, hvor nogle af verdens mest magtfulde magiske institutioner og præsteskaber er samlet.

Awandor er omkring 30 år og tjener Alunaris, den almægtige gud, hvis hellige magi giver præsterne mulighed for at helbrede, velsigne, beskytte og modvirke forbandelser.

For ham er troen ikke begrænset til templer og hellige ceremonier. Den er en naturlig del af hans hverdag, hvor bønner og ritualer indgår i udøvelsen af hans magi. Men han føler intet behov for at prædike for andre eller fremhæve sin egen fromhed.

Hans tro kommer først og fremmest til udtryk gennem hans handlinger.

Som ung præst blev Awandor udvalgt til Stjerneridderordenen, kong Evalds livgarde, hvor han gennemførte en krævende ridderuddannelse.

Med sin mørkeblå kappe, sølvskinnende rustning og gyldne stjernesymboler bærer han nu ordenens karakteristiske kendetegn.

Stjerneriddernes opgave er ikke først og fremmest at føre krig, men at beskytte kongen, opretholde lov og orden og forebygge konflikter.

Awandor foretrækker at løse uenigheder gennem samtale frem for magtanvendelse. Han ved, at mennesker kan begå fejl, og at selv de mindste ordensregler undertiden kan blive overtrådt ved et uheld.

Stjerneridderne har derfor mulighed for at håndtere helt ubetydelige forseelser gennem vejledning eller en advarsel, når lovgivningen tillader det. En mindre uoverensstemmelse eller en hændelig skade på andres ejendele behøver ikke nødvendigvis at ende i retten.

Men alvorligere eller bevidste lovovertrædelser skal behandles efter rigets lovgivning.

Awandor kan være forstående og venlig, men han lader ikke personlige sympatier afgøre, om han skal udføre sin pligt. Selv når hans tålmodighed bliver sat på prøve, bestræber han sig på at bevare kontrollen.

Hans venlighed skal ikke forveksles med svaghed.

Bag ridderens alvorlige ansvar findes dog en mand, der holder af selskab og gode samtaler.

Awandor nyder gerne et glas vin blandt venner og bekendte. Han fortæller historier, lytter til andres oplevelser og interesserer sig for de bekymringer, almindelige mennesker møder i deres hverdag.

Hans position giver ham mulighed for at bringe problemer videre til personer, der måske kan hjælpe.

Men hans ansvarsfølelse har også en personlig pris.

Awandor stiller store krav til sig selv. Hvis han opdager, at han har overset noget vigtigt eller truffet en forkert vurdering, kan det tynge ham længe efter.

For ham er gode hensigter ikke altid tilstrækkelige.

Han ønsker at vide, at han også har handlet rigtigt.

Bag den sølvskinnende rustning findes således en mand, der både kan møde verden med et smil og bære en tung samvittighed.

For Awandor handler ære ikke blot om at tjene kongen og guderne, men også om at kunne stå inde for sine egne handlinger.

BARK – RIDDEREN MED DE GODE HISTORIER

En god fortælling, et solidt måltid og måske en dans eller to.

Så er Bark godt tilfreds!

Bark er en menneskelig ridder fra kongeriget Zarlor, hvor han voksede op på en gård. Hans far var ridder i kongens tjeneste, og det var en mand, Bark altid så op til.

Han valgte at følge i sin fars fodspor og har gennem årene opnået både erfaring og anseelse blandt kong Evalds riddere. I den almindelige ridderorden har han avanceret til en højere position, dog uden at tilhøre dens øverste ledelse.

Hans mange års tjeneste har givet ham erfaring med både militære opgaver og ansvaret for andre.

Bark er omkring 37 år, høj og stærk, men ikke bygget som de muskuløse helte fra gamle sagn. Hans glæde ved god mad og drikke har sat sig som lidt ekstra sul på maven.

Og det har han det ganske fint med.

Han er en munter og selskabelig mand, som holder af at fortælle historier. Nogle er sande beretninger fra hans liv som soldat, mens andre er de rene skrøner, fortalt med så stor overbevisning, at man næsten skulle tro, han selv havde oplevet dem.

Han er også en fremragende danser, en færdighed, han har øvet sig grundigt på, ikke mindst fordi han ved, at den kan tiltrække kvindernes opmærksomhed.

Bark har endnu ikke fundet sig en hustru. Hans tjeneste som ridder har fyldt meget, men når pligterne tillader det, forstår han at nyde livet.

Bag hans muntre væsen findes imidlertid en erfaren soldat, som kender forskellen på fornøjelser og alvor.

Når faren truer, er Bark i stand til at tage kommandoen, udstikke ordrer og træffe vanskelige beslutninger uden at miste besindelsen.

Han er pragmatisk og ved, at den bedste løsning ikke altid er mulig. Nogle gange må man handle ud fra de muligheder, der faktisk findes.

Han er loyal, men ikke blindt lydig. Hvis han mener, at noget bør gøres anderledes, er han ikke bange for at sige det. Særligt bryder han sig ikke om, at vigtige oplysninger bliver holdt skjult, når de kan have betydning for andres sikkerhed.

For hvordan skal man træffe en ansvarlig beslutning, hvis man ikke kender konsekvenserne?

Bark sætter en stor ære i at holde sit ord, også når det viser sig vanskeligere end forventet.

Hans erfaring har samtidig lært ham, at mennesker har forskellige behov. Nogle gange er en tydelig ordre nødvendig, mens det andre gange er vigtigere at lytte, støtte eller give et godt råd.

Han taler sjældent indgående om sine egne følelser, men det betyder ikke, at han mangler dem. Han kan vise både omsorg, bekymring og sorg, selv om han som regel holder sine mere personlige tanker for sig selv.

Bark er heller ikke en mand uden frygt. Han ved, at selv den dygtigste kriger kan få brug for hjælp, og han forventer ikke, at andre skal kunne klare alt alene.

Han forsøger ikke at forme sine medmennesker efter sine egne forestillinger, men tilbyder gerne sin erfaring til dem, der har brug for den.

For Bark handler loyalitet ikke kun om pligten over for kongen.

Den findes også i de relationer, han skaber, og i hans vilje til at stå ved dem, han holder af.

For nogle gange viser en ridders styrke sig ikke ved at løfte sit sværd, men ved at blive stående ved et andet menneskes side, når livet bliver svært.

KIRSA – PIGEN MED LIVSGLÆDEN

Kirsa er en ung kvinde på omkring nitten år, fuld af livsglæde, nysgerrighed og forventninger til fremtiden.

Hun elsker at synge, danse og le og behøver sjældent nogen særlig anledning til at være glad. Hun holder af selskab, nyder opmærksomhed og griber gerne muligheden for lidt flirt, især når den unge Erik er i nærheden.

Kirsa er vokset op i kongeriget Zarlor, hvor jagt har været en naturlig del af familiens hverdag.

Allerede som ung har hun udviklet bemærkelsesværdige færdigheder med sin bue. Hun kan bevæge sig sikkert gennem terrænet, vurdere afstande og ramme præcist, selv når målet er i bevægelse.

Men for Kirsa er buen først og fremmest et redskab til at skaffe føde, ikke et våben, hun ønsker at bruge mod andre.

Hun har aldrig drømt om at blive kriger eller bevise sin dygtighed gennem kamp.

Da hendes onkel Bark skal rejse til det fremmede land Sitris, ser hun en mulighed for at opleve noget andet end de velkendte omgivelser hjemme i Zarlor.

Hun holder meget af sin onkel, som hun har kendt og stolet på hele livet. Tanken om at rejse sammen med ham giver hende både tryghed og spænding.

I Sitris venter kamæleonfolket, fremmede skikke og en verden, hun hidtil kun har hørt om.

Kirsa møder gerne det ukendte med nysgerrighed frem for mistro.

Da hun stifter bekendtskab med den gådefulde Akrysmir, fascineres hun af hendes usædvanlige væsen, magi og de oplevelser, hun kan fortælle om.

For Kirsa er nye bekendtskaber en mulighed for at lære mere om verden og de mange forskellige væsener, der lever i den.

Men selv om hun ofte møder andre med et smil, er hun ikke uden egne meninger eller stærke følelser.

Hun kan sige fra, når noget går hende imod, men hendes selvsikkerhed er ikke altid lige stor. Når hun befinder sig i situationer, hun ikke forstår eller føler sig tryg ved, kan usikkerheden få hende til at tvivle på sig selv.

Det gælder også hendes spirende forhold til Erik. Hun holder af hans selskab og den nærhed, der udvikler sig mellem dem, men når omstændighederne omkring hende bliver uoverskuelige, kan hun have svært ved at finde fodfæste i sine egne følelser.

Når hun møder reel fare, søger hun helst tryghed og beskyttelse hos dem, hun stoler mest på. Særligt hendes onkel Bark og Erik giver hende en følelse af sikkerhed.

Selvom hun er en dygtig bueskytte, er hendes første indskydelse ikke at stille sig frem med våben i hånd. Hun er vant til at bruge sin bue under jagt, men har endnu ikke erfaring med de farer, der kan opstå, når hendes eget eller andres liv står på spil.

Kirsa rejser hjemmefra for at opleve verden, møde nye mennesker og nyde tiden sammen med dem, hun holder af.

Hun forestiller sig blot en spændende rejse, inden hun igen vender hjem til det velkendte.

Men verden er større og mere uforudsigelig, end hun endnu har erfaret.

Og nogle gange kan selv en rejse, der begynder med de enkleste forventninger, forandre et menneskes forståelse af både sig selv og andre.

ERIK – FRA SMED TIL VÆBNER

Erik er en ung mand på 24 år, født ind i en fattig landarbejderfamilie i kongeriget Zarlor.

Hans forældre har arbejdet hårdt på en herremands gård, og allerede som femten-sekstenårig må han forlade hjemmet for at finde sin egen vej.

Han rejser til hovedstaden Ibiss, hvor han får mulighed for at lære smedefaget.

Det er han taknemmelig for.

Med årene udvikler Erik sig til en dygtig smed, men selv betragter han ikke sine færdigheder som noget særligt. Har man et arbejde, skal man naturligvis kunne udføre det ordentligt.

En aften på en kro tager hans liv imidlertid en uventet drejning.

Her møder han ridderen Bark, der efter lidt rigeligt at drikke fortæller Erik, at han har lagt mærke til ham og mener, at den unge smed har potentiale til at blive en dygtig soldat.

Måske endda opnå en anseelig position en dag.

Erik har aldrig selv forestillet sig en fremtid som kriger, men Bark er overbevisende, og han lader sig overtale til at blive hans væbner.

Selvom han endnu mangler erfaring, tager han sin nye opgave alvorligt og gør sit bedste for at lære.

I kongens tjeneste er Bark hans overordnede og læremester, men uden for de militære pligter har de udviklet et nært kammeratskab. Erik stoler på Barks erfaring, mens Bark ser muligheder i den unge mand, som Erik ikke selv havde fået øje på.

Erik holder af godt selskab, morsomme fortællinger og de små komiske øjeblikke, livet byder på. Han behøver ikke selv være midtpunktet for at more sig, men nyder gerne et fælles grin.

Han er også nysgerrig på verden omkring sig.

Opvæksten på landet har været præget af hårdt arbejde og velkendte omgivelser, men i Ibiss møder han en verden, der er langt mere mangfoldig, end han tidligere havde forestillet sig.

Det Gyldne Tårn tiltrækker magikere fra fjerne egne, og Erik fascineres af deres forunderlige genstande, prægtige klæder og eksotiske dyr.

Da han senere møder den usædvanlige Akrysmir, vækkes hans nysgerrighed endnu en gang.

Men Erik er ikke blot en ung mand, der lader sig begejstre af det ukendte.

Han er også hjælpsom og omsorgsfuld.

Når Bark har fået lidt for meget at drikke, sørger Erik gerne for, at hans kammerat kommer sikkert hjem. Og hvis han ser nogen være på vej til at bringe sig selv i vanskeligheder, forsøger han at gribe ind med et venligt råd.

Ikke alle tager lige godt imod hans omsorg, og det kan såre ham, når hans gode hensigter bliver misforstået.

Han ønsker ganske enkelt ikke, at andre skal komme galt af sted.

Erik har desuden fået et særligt godt øje til den unge Kirsa, hvis livsglæde og varme passer godt til hans egen måde at møde verden på.

Deres spirende kærlighed vokser frem gennem samtaler, smil og en gensidig glæde ved hinandens selskab.

Da Bark tager orlov fra kongens tjeneste for at besøge gamle bekendte i det fremmede land Sitris, følger både Erik og Kirsa med.

Rejsen er ikke en officiel militær opgave, men en privat færd, hvor Bark og Erik kan lægge den formelle rangorden til side og nyde hinandens selskab som gode kammerater.

For Erik er det endnu en mulighed for at opleve noget nyt sammen med mennesker, han holder af.

Han forestiller sig en hyggelig rejse til et fremmed land, inden de igen vender hjem til Zarlor.

Men nogle gange kan selv de mest beskedne forventninger føre et menneske ud på en vej, det aldrig havde forestillet sig.

Og Erik har endnu meget at opdage om både verden og sig selv.

ELRATHOR – KONGENS ALKYMIST

I hovedstaden Ibiss i kongeriget Zarlor findes et laboratorium, hvor videnskab og magi mødes.

Her arbejder Elrathor, kong Evalds respekterede alkymist og ingeniør.

Han er en lille mand på omkring 157 centimeter, i 50'erne, med gråsprængt hår, et fyldigt skæg og karakteristiske briller med særlige linser.

Der går rygter om, at hans beskedne højde skyldes dværgeblod eller gnomiske aner. Men om der er sandhed i rygterne, er en ganske anden sag.

Elrathor leder et stort laboratorium med medarbejdere, hvor der udvikles medicin, magiske drikke og mekaniske apparater.

Han er ikke selv magiker, men samarbejder med magikere, der gennem deres evner kan binde magi til genstande og væsker. Sammen udforsker de muligheder, som videnskaben og magien kan skabe.

Hans interesser spænder vidt, fra medicin og biologi til alkymi, mekanik og undersøgelser af magiske egenskaber. Han kan endda foretage obduktioner for at fastslå dødsårsager og opnå større forståelse af kroppens funktioner.

Elrathor er en grundig og systematisk videnskabsmand, der værdsætter dokumentation, præcision og korrekte fremgangsmåder.

Men han er ikke bundet til sine egne teorier.

Hvis en undersøgelse viser noget andet end forventet, betragter han det ikke som et nederlag. Nye oplysninger giver anledning til nye spørgsmål, og et mislykket forsøg kan være lige så lærerigt som et vellykket.

I laboratoriet vejleder han sine medarbejdere tålmodigt og sørger for, at arbejdet bliver udført omhyggeligt. Han stiller krav til fagligheden, men ser ingen grund til at skælde ud, blot fordi nogen begår en fejl.

Så må de undersøge, hvad der gik galt, og forsøge igen.

Elrathor søger ikke først og fremmest rigdom eller indflydelse gennem sine opdagelser. Hans største motivation er ønsket om at forstå verden og de kræfter, der former den.

Og hvis hans forskning samtidig kan helbrede sygdomme eller forbedre andres liv, giver det arbejdet endnu større værdi.

Af natur er Elrathor stille, eftertænksom og iagttagende.

Han har ikke behov for at være centrum for opmærksomheden og indleder sjældent samtaler uden anledning. Men viser nogen interesse for hans forskning, fortæller han gerne om sine undersøgelser og opdagelser.

Han lytter opmærksomt og stiller spørgsmål, når han har brug for oplysninger.

Hans rolige væsen kommer også til udtryk i hans omgang med andre. Han kan bemærke, når nogen er fysisk eller psykisk belastede, og vise oprigtig bekymring uden at presse dem til at fortælle mere, end de ønsker.

Elrathor respekterer både personlige grænser og de regler og autoriteter, der gælder for hans arbejde.

Han er værdsat af kong Evald for sin faglige kunnen, men tilhører ikke kongens personlige inderkreds.

Selv når han ser risici eller etiske problemer ved en opgave, er han ikke tilbageholdende med at fremlægge sine betænkeligheder. Han mener, at hans overordnede bør kende konsekvenserne, inden de træffer en beslutning.

Men når beslutningen først er truffet, udfører han den.

For Elrathor er det vigtigt at udføre sit arbejde samvittighedsfuldt, men han anerkender samtidig den myndighed, som tilkommer dem, der står over ham.

Han ved, at videnskabelige opdagelser kan åbne døre til muligheder, ingen tidligere havde forestillet sig.

Men også at enhver ny erkendelse kan rejse spørgsmål, som ikke alene kan besvares gennem undersøgelser og beregninger.

For hvor går grænsen mellem ønsket om at forstå verden og ansvaret for det, ens opdagelser kan bruges til?

MYR – ET LIV PÅ GADEN

I Ibiss, hovedstaden i kongeriget Zarlor, er det ikke alle, der vokser op med et hjem, en familie og en fremtid, der ligger klar foran dem.

Myr er blot 16 år og har allerede tilbragt størstedelen af sit liv på byens gader.

Hun har lært at overleve på sine egne betingelser.

Hvor andre ser låste døre, ser Myr muligheder. Hun ved, hvordan man bevæger sig ubemærket, finder vej gennem ukendte steder og lægger mærke til detaljer, som andre overser.

Hun ved også, hvordan man tager det, man har brug for.

Myr har ingen større moralske betænkeligheder ved at stjæle fra mennesker, der har mere end hende selv. Hun har gennem sin opvækst lært, at man ikke uden videre kan regne med andres hjælp eller gode hensigter.

Hun er udspekuleret, opmærksom og hurtig til at udnytte de muligheder, der opstår omkring hende.

Men hun er ikke altid behagelig at være sammen med.

Hun kan være bitter, skarp i replikken og vanskelig at komme ind på livet af. Et venligt smil er ikke nok til at vinde hendes tillid, og hvis nogen tilbyder hende hjælp, overvejer hun først, hvad de mon forventer til gengæld.

Myr har heller ikke megen respekt for mennesker, der alene på grund af deres position forventer at blive adlydt.

Hun bryder sig ikke om at blive undervurderet eller behandlet som en, der ikke selv er i stand til at træffe beslutninger.

Men hendes evner har også vakt andres opmærksomhed.

Efter endnu et tyveri bliver Myr arresteret og fængslet i Ibiss.

Hendes særlige færdigheder viser sig imidlertid at være værdifulde for en forestående ekspedition. En dommer vurderer derfor, at hendes fængselsstraf kan ændres til en anden form for straf, hvor gennemførelsen af missionen kan give hende friheden tilbage.

Myr får ikke selv mulighed for at vælge.

Hun bliver pålagt at deltage i en ekspedition med magikere, riddere og andre væsener, hvis mål og overbevisninger ligger langt fra hendes egne.

Hun har aldrig drømt om at drage ud på et storslået eventyr og er bestemt ikke taknemmelig for at skulle risikere livet i en sag, hun ikke selv har valgt.

Alligevel må hun lære at samarbejde med mennesker, der forventer, at hun følger deres beslutninger.

Myr holder helst sine egne planer for sig selv, men hun er i stand til at arbejde sammen med andre, når de har et fælles mål.

Hun ønsker at bevise, at hun duer til noget, og at hendes færdigheder har værdi, selv om hun ikke har en fornem baggrund eller en anerkendt uddannelse.

Men hendes stærke tro på sin egen evne til at gennemskue andre kan også føre hende på afveje.

For selv den mest opmærksomme iagttager kan tage fejl af det, hun ser.

Og for en ung pige, der har brugt det meste af sit liv på at klare sig selv, kan det vise sig langt vanskeligere at lære at stole på andre end at finde vej gennem selv de bedst bevogtede døre.